Facebookpinterestlinkedininstagram

Ægtepagt / samlivsaftale (hvis man ikke er gift)

Hvis man er gift og kærligheden ikke holder evigt, skal man ved en skilsmisse dele sin formue med sin ægtefælle. Før kaldte vi denne blanding af ægtefællers formuer for fælleseje, siden 1. januar 2018 har man kaldt det delingsformue.

I praksis foregår det ved, at man lister sine aktiver og passiver, der er navn på. D.v.s. skøder, registreringsattester, bankkonti o.s.v. Har man mere gæld end aktiver, sættes formuen til 0 kr. og man afleverer ingenting til sin ægtefælle. Man skal i stedet have halvdelen af sin ægtefælles formue og har ingen af ægtefællerne positiv formue, går de ud af ægteskabet med hver sin gæld. Har ægteskabet varet en del år og er der stor forskel på deres indkomster og mulighed for et rimeligt eksistensgrundlag, kan den økonomisk stærkeste blive dømt til at betale ægtefællebidrag, hvilket dog bliver mere og mere sjældent.

Vil man gerne undgå at aflevere halvdelen af sin formue, indgår man en ægtepagt, der som ordet beskriver, er en pagt/aftale mellem ægtefæller, hvor man aftaler, hvem der ejer hvad. Man får det skrevet ned og tinglyst, så det ikke er en aftale, man efterfølgende kan ignorere. Ved en skilsmisse holder man nemlig sit særeje uden for deling. Man kan aftale fuld særeje eller delvis særeje, hvor måske kun et enkelt aktiv er beskrevet og resten skal så stadig gøres op ved skilsmisse.

Der kan være mange situationer, hvor man bør indgå en ægtepagt med hinanden. Den primære årsag er jo at undgå at aflevere halvdelen af sin formue ved skilsmisse. Det kan være, fordi der er stor forskel på parternes formue. Den ene har måske arvet og købt  et hus, eller man køber hus sammen og den ene ligger en stor kontant udbetaling. Man kan så senere i ægteskabet aftale, at fordelingen skal være anderledes ved at indgå en ny ægtepagt.

Er du selvstændig, er det nettoværdien af virksomheden, der indgår i din formue og skal deles med din ægtefælle i forbindelse med en skilsmisse. Dette gælder OGSÅ selvom det kun er dig, der arbejder i virksomheden og måske har bygget den op længe før, du mødte din ægtefælle. Dermed skal du pludselig betale halvdelen af nettoværdien til din ægtefælle, hvis du ikke har beskyttet den via en ægtepagt. Kan du ikke betale pengene, kan du blive tvunget til at sælge din virksomhed (er virksomheden et landbrug, kan du blive tvunget til at flytte). Det er dyrt – og du må starte forfra igen. Og her skal man jo huske, at det reelt er den selvstændiges arbejdsplads, så en skilsmisse kan ende op i arbejdsløshed for den selvstændige, mens den anden ægtefælle blot fortsætter arbejdslivet uforstyrret.

Få derfor virksomheden beskyttet via en ægtepagt, så du undgår at miste din virksomhed og arbejdsplads. I kan notere alt ned i en ægtepagt, så I ved, hvad I ejer og I skal så kun dele, det der ikke er beskrevet. Aktiebeholdning kan også beskrives, og selvom man sælger aktierne og køber nye, vil de nye aktier også være særeje, ligesom indtægter fra særeje også forbliver særeje. Så længe man kan dokumentere at pengene til købet kom fra et særeje, forbliver også de nye køb særeje. Det kaldes særejesurrogater.

Det kan også være, at både du og din ægtefælle har bygget en virksomhed op sammen og det derfor er helt rimeligt, at dele den imellem Jer – det ved I bedst selv. De fleste, er ok med at dele alt efter 20 års ægteskab, men synes ikke, det er rimeligt efter 5 år. Praksis ved kortvarige ægteskaber (2,5-3 år) er, at man intet deler, svarende til fuld særeje. Man tager det, man kom med og deler kun dét, man evt. har skabt sammen.

FacebookpinterestDel med dine venner